Projektchef til byggeri og boligrenovering søges til Glostrup Boligselskab

Vil du være med til at skabe fremtidens almene boliger – fra kælder til kvist?

Har du solid erfaring med bygge- og renoveringsprojekter – og vil du bruge din faglighed og ledelse til at gøre en reel forskel for beboere i den almene sektor?

Så er det måske dig, vi søger som vores nye projektchef for byggeri og boligrenovering i Glostrup Boligselskab.

Et meningsfuldt job med ansvar og indflydelse
I Glostrup Boligselskab arbejder vi for at sikre trygge, attraktive og moderne boliger til vores beboere. Det gør vi gennem omfattende renoveringer og målrettede forbedringer – og du kommer til at stå i spidsen for netop denne indsats.

Som projektchef for byggeri og boligrenovering bliver du en nøgleperson i en afdeling på 3 medarbejdere og refererer direkte til forvaltningschefen. Du får ansvaret for at lede større bygge- og renoveringsprojekter i hele deres livscyklus – fra idé og skema A til aflevering, skema C og 5-års eftersyn. Projekterne spænder fra helhedsrenoveringer til tekniske opgraderinger – og går fra kælder til kvist.

I Glostrup Boligselskab varetager vi bygherrerollen, men vi løser den altid i tæt samarbejde med eksterne rådgivere. Vi benytter både økonomiske og tekniske eksperter – fra indledende skema A-vurderinger til projektering, udbud og tilsyn. Du skal derfor trives med at være tovholder og beslutningstager i komplekse samarbejder, hvor vi forventer høj kvalitet, gennemsigtighed og respekt for beboernes hverdag.

Du får ansvar for at:

  • Lede og koordinere større bygge- og renoveringsprojekter i tæt dialog med kolleger, rådgivere, kommune og entreprenører
  • Udarbejde og følge op på skema A, B og C i samarbejde med Landsbyggefonden og eksterne økonomiske rådgivere
  • Sikre, at projekterne overholder tidsplaner, budgetter og kvalitet – og at vi som bygherre lever op til love og regler
  • Være sparringspartner for og følge op på tekniske rådgiveres arbejde
  • Stå for tilsyn, byggemøder og opfølgning – inkl. 1- og 5-års eftersyn
  • Sikre god beboerinvolvering og tæt samarbejde med afdelingsbestyrelser og beboerdemokrati
  • Bidrage til udvikling og videndeling i en lille, velfungerende faglig enhed
  • Være med til at skabe attraktive og bæredygtige boliger med socialt aftryk

Vi forestiller os, at du:

  • Har en byggeteknisk uddannelse – fx som ingeniør, bygningskonstruktør eller lignende
  • Har erfaring med projektledelse og økonomistyring i byggeri – gerne i den almene sektor
  • Har kendskab til Landsbyggefondens finansieringsmodel og skemaprocesserne
  • Har erfaring med samarbejde med tekniske rådgivere og forståelse for bygherrerollen
  • Har en stærk samarbejdsprofil og kan kommunikere med alle – fra beboere og drift til myndigheder og rådgivere
  • Er struktureret, løsningsorienteret og tager ansvar
  • Trives i en organisation med korte beslutningsveje og stærk faglighed
  • Ser det som en styrke at arbejde for og med beboerne

Vi tilbyder:

  • En vigtig rolle i en organisation, der bygger og vedligeholder boliger med mennesket i centrum
  • En hverdag med alsidige opgaver og høj grad af selvstændighed
  • Et stærkt kollegialt fællesskab i en organisation, hvor faglighed og trivsel går hånd i hånd
  • Gode løn- og ansættelsesforhold, herunder pension, ferietillæg og sundhedsforsikring
  • Faglig og personlig udvikling i et miljø med højt til loftet og godt humør

Glostrup Boligselskab er en almen boligorganisation stiftet i 1943. Organisationens formål er at opføre, udleje, administrere, vedligeholde og modernisere støttet boligbyggeri i overensstemmelse med reglerne i lov om almene boliger.

I Glostrup Kommune har Glostrup Boligselskab ca. 3.000 bolig- og erhvervslejemål. Glostrup Boligselskab administrerer også en række selvejende og kommunalt ejede almene ældreboliger.

Vi er knapt 60 medarbejdere fordelt på Beboerservice, Direktion, Drift, Forvaltning og Projekter, IT, Udvikling og Økonomi.

Få lignende jobopslag direkte ind i din mail

Ansøg

Ansøg på hjemmeside
Datoer
Oprettet: 14. maj 2025
Ansøgningsfrist: 1. juni 2025
Forventet start: 1. september 2025
Arbejdsgiver
Glostrup Boligselskab
Bryggergårdsvej 2B
2600 Glostrup
Glostrup Kommune, Danmark