Byggeleder

Er du en erfaren byggeleder med 3+ år på bagen? Vi leder efter en knivskarp profil med orden i penalhuset. Er det mon dig?

Olsen & Christiansen er et stabilt maler- og murerfirma, der arbejder udelukkende med erhvervskunder, boligselskaber og serviceopgaver. Vi løfter alt fra mindre opgaver til større totalrenoveringer.

Vores dygtige team har rygende travlt, og vi har derfor brug for en spiller mere på holdet snarest muligt.

Lyder dette som dig?
Vi leder efter en selvsikker, engageret og ansvarsbevidst holdspiller, der kan styre flere projekter og små opgaver samtidig.

Kan du lide at have mange opgaver i gang, kan du også lide at fixe nemme hurtige opgaver, og elsker du at komme i mål?

Er du en positiv og udadvendt person med en proaktiv tilgang til opgaveløsning?

Kan du styre flere fag på samme opgave?

Er du ikke bange for at stå tidligt op og komme derudaf, og lægger du vægt på god og tydelig kommunikation?

Jobbet…
Hos os løfter vi i flok, så du skal være klar til at hjælpe og træde til, hvor der er brug for dig, men du har naturligvis dine egne ansvarsområder, som bl.a. er:

  • Du har opgaver, som du styrer og koordinerer fuldt ud.
  • Tilbudsberegning af kundeprojekter i alle størrelser fra totalrenoveringer af lejligheder og erhvervsopgaver til små renoveringsopgaver.
  • Kompetent gennemgang af tilbud fra underentreprenører.
  • Projektledelse i alle faser fra første kontakt med kunden til aflevering af færdigt projekt.

Forventninger til dig…
Du er uddannet maler og har erfaring fra en lignende stilling. En tillægsuddannelse som konduktør, bygningskonstruktør eller lignende vil være en fordel, men er ikke et krav. Du er et positivt og udadvendt menneske, og qua din viden og indsigt i alle relevante faggrupper, samt din konstruktive og løsningsorienterede tilgang til projektledelse, skaber du hurtigt gode og tillidsfulde relationer til kunder, samarbejdspartnere og kollegaer.

På IT-fronten jonglerer du erfarent med særligt Excel og til dels den øvrige Office pakke, og du er vant til at arbejde med øvrige projektstyringsværktøjer (kendskab til e-regnskab er en fordel, da vi styrer vores projekter derigennem). Du har gode kommunikative evner – både mundtligt og skriftligt, og trives med en god kombination af nye udfordringer og mere rutineprægede opgaver, ligesom du skal have en kæmpe JA-hat med på arbejde hver dag, for de har vi andre.

Du skal have en solid ballast, tro på dig selv og trives med en jargon, der er både ærlig, kærlig og direkte.

Alm. kørekort B er en forudsætning for ansættelse.

Vi er dygtige – og det er ikke noget, vi bare siger
Malerfirmaet Olsen & Christiansen bor sammen med murerfirmaet Olsen & Christiansen, og vi arbejdet tæt sammen. Vi er pt. 26 malere og 12 murere + lærlinge og vi bliver stille og roligt flere.

For os er det vigtigt, at vi alle sammen er glade, når vi går på arbejde. Først og fremmest for faget, men også det kollegiale. Mange af vores ansatte har været hos os i mange år, og det siger noget om, at vi værner om de gode arbejdsforhold. Vi har en familiær stemning, hvor vi tager ansvar, holder vores aftaler og laver et godt stykke arbejde. Det er sådan, vi mener, det skal være!

Vi glæder os til at høre fra dig…!
Der er tale om en fuldtidsstilling med mulighed for en fleksibel arbejdstid. Vi tilbyder sundhedsforsikring, pensionsordning og løn efter kvalifikationer. Du vil få en firmabil og telefon stillet til rådighed. Tiltrædelse snarest muligt. Vi bor på Møllemarken 1 i Bagsværd.

Har du spørgsmål til stillingen, så ring til Tom Olsen på 40 42 51 54

 

Få lignende jobopslag direkte ind i din mail

Ansøg

Ansøg via e-mail
Datoer
Oprettet: 3. maj 2022
Ansøgningsfrist: Løbende optagelse
Forventet start: Hurtigst muligt
Arbejdsgiver
Malerfirmaet Olsen & Christiansen A/S
Møllemarken 1
2880 Bagsværd
Gladsaxe Kommune, Danmark