Skitserende bygherrerådgiver – København

Har du stor interesse for projektudvikling, og kan du skitsere i de tidligere udviklingsfaser? Vil du gerne bidrage til at udvikle værdiskabende partnerskaber inden for byggeriet? Kuben Management A/S søger en bygherrerådgiver, der kan skitsere og dermed understøtte arbejdet med projektudvikling i vores BYR-afdeling, der er målrettet private investorer.

Sammen bygger vi fremtiden

Som bygherrerådgiver i Kuben Management arbejder du for at skabe et bygget miljø, hvor mennesker trives og lykkes. Du udvikler og leder projekterne på baggrund af værdiskabende partnerskaber, viden og tværfaglighed, og du er drevet af en ambition om at tænke økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed ind fra den spæde start til det færdige byggeri.

Dine muligheder

Som en del af vores BYR-afdeling får du mulighed for at udbygge dine kompetencer inden for det at være bygherrerådgiver. Du er med til at skabe projekterne enten ved selv at se mulighederne eller ved at udvikle dem sammen med kunderne, og du er vant til at være den inspirerende og målrettede sparringspartner specielt i de indledende faser. Du kommer til at sætte de første streger på et projekt og er med til at vurdere, hvad der er muligt på kundernes grundstykker inden for kommune- og lokalplanerne. Er der ikke en lokalplan, er du også den, der udarbejder den eller kommer med input til den. Du kommer til at arbejde sammen med kolleager med en bred faglighed og erfaring inden for projektudvikling og byggeri, hvor du kan bidrage med dit blik for at se mulighederne i en grund.

Hvad skal der til?

Du er sandsynligvis uddannet arkitekt eller lignende og har gerne mindst 10 års erfaring. Du er en stærk projektleder og har et ønske om at udbygge dine kompetencer inden for det at være bygherrerådgiver. Du har beskæftiget dig med rådgivning i de tidligere faser af et byggeri og drives af at se og skabe nye muligheder. Du kan bidrage med skitsering, prospekter og volumenstudier og forstår at vurdere kommune- og lokalplaner. Du kan også selv lave lokalplaner og forstår at forhandle med myndigheder. Du har blik for det økonomiske og forretningsmæssige aspekt i byggeprojekterne og har erfaring med udarbejdelse af et anlægsbudget i de tidlige stadier. Du har forståelse for processerne, hvilket afspejler sig både i din forberedelse og i den mundtlige og skriftlige kommunikation med dine samarbejdspartnere.

Du bliver en del af et dedikeret bygherrerådgivningsfirma med 150 kompetente medarbejdere i et bredt tværfagligt arbejdsmiljø, hvor du vil komme til at arbejde i en afdeling med 19 engagerede kollegaer. På kontoret i København er vi omkring 85 medarbejdere, som sidder i et åbent kontorlandskab med god mulighed for sparring, humor og vidensdeling. Vi prioriterer faglig og personlig udvikling bl.a. gennem mentorordning og faglige gå-hjem møder. Vores kantineordning, massageordning og fælles fredagsmorgenmad bidrager til et godt arbejdsmiljø, og vi afholder desuden julefrokost og sommerfest samt en fælles udviklingsdag for alle medarbejdere. Vi har også en personaleforening, der arrangerer alt fra mountainbike-ture, kulturelle indslag og events til vin- og cidersmagning.

Få lignende jobopslag direkte ind i din mail

Ansøg

Ansøg på hjemmeside
Datoer
Oprettet: 11. marts 2020
Ansøgningsfrist: Løbende optagelse
Forventet start: Hurtigst muligt
Arbejdsgiver
Kuben Management A/S
Ellebjergvej 52
2450 København SV
Københavns Kommune, Danmark