Projektleder til innovationsprojekter indenfor bæredygtighed

Brænder du for at styrke og udvikle den bæredygtige omstilling for Facilities Management (FM) og bygninger i drift? Og kan du igangsætte og lede nytænkende innovationsprojekter til gavn for mennesker, virksomheder, samfund og planet? Så er jobbet som projektleder i Dansk Facilities Management lige det, du har ledt efter!

Et hurtigt tjek, inden du læser videre:

  • Du synes, at den bæredygtige agenda er spændende
  • Du kan se dig selv skabe og udvikle ny viden, der kommer til at flytte en hel branche
  • Du kan lide at arbejde med ildsjæle og glæder dig til at møde verdens bedste foreningsmedlemmer

Det skal du vide om dit nye job
Vi har rigtig mange spændende innovationsprojekter i gang og endnu flere på vej, og derfor har vi brug for dig til at lede og gennemføre projekterne, som spænder bredt, lige fra fremtidens hybride arbejdsplads, bæredygtighedsstrategier, miljøpåvirkning ved udvendigt vedligehold til indeklima til digitalisering. Du behøver ikke at være ekspert i alle emner på forhånd, men vi tør godt garantere, at du bliver det efterhånden.

Dette bliver dine primære arbejdsområder:

  • Projektledelse og gennemførelse af innovationsprojekter indenfor FM
  • Initiering af nye projekter og arbejde med ekstern funding
  • Betjening af et eller flere faglige udvalg (p.t. digitaliseringsudvalg, kompetenceudvalg og FN-17 udvalg)
  • Formidling af ny viden ved webinarer, medlemsarrangementer m.m.

I Dansk Facilities Management (DFM) arbejder vi målrettet og ambitiøst for den bæredygtige udvikling indenfor FM, bygninger i drift og fremtidens arbejdsplads. Det gør vi blandt andet gennem en række spændende innovationsprojekter, hvor vi udvikler ny viden og nye metoder, der kan bruges af vores medlemmer. Vores innovationsprojekter bliver gennemført i samarbejde med vores medlemmer og samarbejdspartnere, f.eks. forskere, konsulenter og andre foreninger, og resultatet af innovationsprojekterne munder ud i vejledninger, rapporter, netværksgrupper, webinarer, podcasts eller måske et helt nyt format, som du udtænker.

Som vores nye projektleder har du selvfølgelig indflydelse på, hvad vores kommende projekter skal indebære. Derfor er det vigtigt, at du kan, og finder det spændende, at arbejde analyserende, undersøgende og konkluderende i forhold til at udpege de udfordringer, som kommer til at præge branchen.

Om dig…
Vi forestiller os, at du er uddannet akademiker eller har lignende kvalifikationer. Du har tidligere arbejdet med projektledelse, innovationsprojekter, procesledelse eller lignende arbejdsområder, og facilitering af f.eks. en workshop er slet ikke nyt for dig.

Vi har brug for en ny kollega, der er dygtig til at:

  • Lede projektdeltagere og styre økonomi, tid og kvalitet i innovationsprojekter med mange aktører
  • Bringe sin viden om FM, bæredygtighed, ESG eller lignende i spil og være dygtig til at spotte, hvor der mangler viden i branchen
  • Facilitere innovationsprocesser og bringe mange menneskers viden i spil
  • Indsamle, analysere og omsætte viden, så vores medlemmer kan bruge den i deres dagligdag
  • Skrive og formidle f.eks. udarbejdelse af vejledningstekster, rapporter og lignende
  • Etablere samarbejder med eksterne parter f.eks. universiteter, andre foreninger, fonde og lignende

FM spænder bredt, og det er ikke et krav, at du har viden om bygninger, men det vil være en fordel, hvis du har indsigt i en eller flere dele af branchen. Det vil også være en fordel, at du har indsigt i bæredygtighed.

Derfor skal vi være din nye arbejdsplads
Du bliver en del af en forening i rivende udvikling, som drømmer stort og arbejder hårdt for at tænke i nye baner og være aktuelle for vores medlemmer i alt, hvad vi beskæftiger os med. Når du er en del af vores sekretariat, har du stor frihed til at opnå dine mål i samarbejde med gode kolleger, som vil gå den ekstra mil med dig og står klar til at støtte dig i dine mål med sparring og god energi.

Med dig på holdet består vores sekretariat af seks ildsjæle, som brænder for at gøre en forskel for både vores medlemmer og branchen generelt. Vores daglige arbejdsliv er præget af højt humør, en uformel organisationskultur og en solid portion målrettethed.

Din nye arbejdsplads vil være på første række på Islands Brygge med mulighed for hjemmearbejde og fleksibilitet i dit nye arbejdsliv.

Læs mere om os her

Få lignende jobopslag direkte ind i din mail

Ansøg

Ansøg på hjemmeside
Datoer
Oprettet: 29. august 2023
Ansøgningsfrist: Løbende optagelse
Forventet start: Hurtigst muligt
Arbejdsgiver
Dansk Facilities Management
Islands Brygge 26, st. mf
København