Landskabsfaglig teamkoordinator i Teknisk Forvaltning

VI SØGER EN FAGLIG TEAMKOORDINATOR, SOM KAN FORENE KOORDINERING, STRATEGISK UDVIKLING OG PROJEKTLEDELSE PÅ DET GRØNNE OMRÅDE

Strategi, porteføljestyring og projektledelse i en kommune i rivende udvikling.
Rødovre Kommune er inde i en spændende byudvikling, som nu og i de kommende år betyder, at der er mange spændende landskabsprojekter- og opgaver. Vi udvikler vores opgaveportefølje og dermed også teamet på området, og mangler i den forbindelse en helt særlig kollega. En koordinator og sparringspartner, som har erfaring med og interesserer sig for at koordinere teamets opgaver, varetage overblikket af vores opgaveportefølje samt agere projektleder på nogle af vores mange forskelligartede opgaver indenfor landskab.

Er du både skarp på det faglige og stærk i koordinering? Som teamkoordinator og faglig koordinator for landskabsfaglige projekter og uderumsudvikling får du en central rolle i vores team.

Om stillingen

Stillingen forener koordinering, strategisk udviklng og projektledelse med et tydeligt fagligt fokus på landskab og bæredygtige løsninger.
Du vil både koordinere det daglige arbejde i et mindre fagteam, lede konkrete projekter og bidrage til strategisk og landskabsfaglig udvikling. Du arbejder tæt sammen med fagchefer, bygherrer, vej- og parkdriften foruden kolleger på tværs af forvaltninger samt brugere og eksterne rådgivere.
I afdelingen lægger vi vægt på samarbejde og dialog omkring projekternes gennemførelse. Vores arbejdsform afspejler at projekterne har mange interessenter, og at vi derfor lægger vægt på tæt samarbejde, både internt i afdelingen og på tværs af Teknisk Forvaltning - men vi har også et solidt og tillidsfuldt samarbejde med vores to største fagforvaltninger; Børne- og kulturforvaltningen samt Socialforvaltningen.

I kommunen har vi mange spændende projekter i gang på skolerne, daginstitutionsområdet, Kultur- og Fritidsområdet samt social- og plejeområdet – derfor har vi et sideløbende stort programarbejde i gang med allokerede programledere, som har høj prioritet i kommunen. Vi har stort fokus på at fremme helhedsplanlægning, bæredygtighed og biodiversitet i vores projekter, og du vil være en naturlig del af den fortsatte udvikling. Hvis du er nysgerrig kan du finde vores biodiversitetsplan her.

Dine vigtigste opgaver er...

  • at koordinere og prioritere opgaver i det landskabsfaglige team og have det overordnede overblik over projektporteføljen
  • for det grønne område
  • at projektlede uderumsprojekter fra idé til udførelse – herunder sikre fremdrift, kvalitet og budget på daginstitutions- og socialområdet
  • at deltage i at udvikle og implementere planer og strategier
  • at understøtte ledelsesbeslutninger med faglige input, analyser og status på porteføljen
  • at indgå i tværgående samarbejder med både interne og eksterne parter
  • at kunne formidle faglig viden klart og troværdigt til både fagpersoner, ledere og borgere
  • at være skriftlig stærk, så du kan skrive politiske indstillinger og gode notater

Vi forestiller os, at du...

  • Har en uddannelse som f.eks. landskabsarkitekt eller anden relevant baggrund
  • Har erfaring med projektledelse af anlægsprojekter i en kommunal kontekst
  • Har flair for porteføljestyring og er god til at samarbejde
  • Er stærk i koordinering, prioritering og procesledelse
  • Har kendskab til plan- og miljølovgivning samt offentlige beslutningsgange

Du arbejder struktureret, har blik for både det enkelte projekt og det lange træk – og du trives i en hverdag, hvor ikke alt er givet på forhånd, men hvor din indsats former løsningerne. Det er vores forventning at du også selv kan være med til løbende at skabe stillingens indhold og opgaver, baseret på dine erfaringer og din faglighed. Og vi hører gerne hvad der er særligt for dig og din faglighed.

Vil du med på holdet? Så tilbyder vi:

  • En alsidig og meningsfuld stilling med fagligt og strategisk ansvar
  • Mulighed for at sætte præg på og udvikling af kommunens grønne og rekreative uderum
  • En engageret arbejdsplads med gode kolleger, stærk tværfaglighed og ledelsesmæssig opbakning
  • Fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdet og en sund balance i hverdagen

Anlæg og Vej har ansvaret for kommunens portefølje af projekter (byggeri, infrastruktur, mobilitet og landskab/byrum). Vi er en hyggelig afdeling med 15 medarbejdere i en velfungerende forvaltning. Vi er en tværfaglig enhed med landskabsarkitekter, arkitekter, konstruktører og ingeniører, der brænder for at skabe løsninger med både æstetik, funktion og langtidsholdbarhed. Vi er stolte af, at vores humør er højt, opgaverne spændende og dagene præget af glade kolleger og gode samarbejder. Vi hjælper altid hinanden med at komme i mål i fællesskab med vores anlægsopgaver, som er med til at sætte og udføre rammerne for blandt andet vores udearealer, hvor kvalitet, biodiversitet og bæredygtighed er nogle af målene.
Vi er en del af Rødovre Kommunes Tekniske Forvaltning og arbejder hver dag for at skabe gode, sunde og bæredygtige rammer for liv og fællesskab i hele kommunen. Vi tror på værdien af at hjælpes ad, at turde at prioritere og at have en nysgerrig tilgang, helt i tråd med kommunens vision Sammen om Rødovre.

Løn og ansættelsesvilkår
I henhold til gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation. Det er en fuldtidsstilling med start hurtigst muligt med den rette kandidat. Vi forestiller os senest den 1/10-2025.

Arbejdssted: Vej, Park og Anlæg v/ Teknisk Forvaltning i Rødovre Kommune

Hvis du vil vide mere:
Se mere på www.rk.dk. Du er også velkommen til at kontakte leder af Anlæg- og Vejafdelingen Hannah Rosa Rasch 3076 7257 eller landskabsarkitekt Kristine Neble Toplund 3076 7191. Vi er på ferie i nogle af ugerne, men læg en besked eller send en sms, så vender vi retur når vi ikke daser i solen.

Få lignende jobopslag direkte ind i din mail

Ansøg

Ansøg på hjemmeside
Datoer
Oprettet: 2. juli 2025
Ansøgningsfrist: 3. august 2025
Forventet start: 1. oktober 2025
Arbejdsgiver
Rødovre Kommune
Tæbyvej 77, 1.
2610 Rødovre
Rødovre Kommune, Danmark