Erfaren projektleder til bygherrestilling

Har du gennemslagskraft, og brænder du for at stå i spidsen af komplekse renoveringsopgaver og nybyggerier med mange interessenter - så er jobbet som projektleder i Civica måske det helt rigtige for dig.

Civica er en af landets største almene boligorganisationer, og vi skal i det kommende årti gennemføre byggeprojekter for mange milliarder. Civicas byggeafdeling søger derfor endnu en erfaren og kompetent projektleder til snarlig tiltrædelse.

I jobbet skal du varetage bygherrerollen på nybyggerier og store renoveringsopgaver (helhedsplaner) på Fyn. Bygherrefunktionen varetages af Civicas egen drift- og byggeafdeling, hvor engagerede medarbejdere styrer projekterne fra idéforslag og frem til projektet er gennemført.

Som bygherre i Civica er du tovholderen, der igangsætter, koordinerer og gennemfører projekterne. Står for udbud og kontrahering af rådgivere såvel som entreprenører. I tæt samarbejde med eksterne rådgivere sikrer du, at de bedste idéer og løsninger indarbejdes i projekterne. Du varetager bygherrens roller og ansvar – løsningsorienteret, energisk, økonomisk og professionelt.

Vi tilbyder et spændende og varieret job i en organisation i udvikling og vækst. Teamet du vil indgå i, er fagligt bredt funderet, kompetent og dynamisk. Vi samarbejder målrettet for at skabe de bedste boligtilbud til beboerne. Du bliver en vigtig brik i at understøtte byggeafdelingens fortsatte udvikling, hvor der også er et stort fokus på bæredygtigt byggeri.

I stillingen skal du:

  • Varetage bygherrens styring og tilsyn på byggeprojekter – i tæt samarbejde med rådgivere og bygherrerådgivere (tid, proces, økonomi og kvalitet).
  • Gennemføre analyser, prioritere og planlægge kommende nybyggerier og større renoveringsprojekter.
  • Gennemføre udbud og kontrahering med rådgivere, entreprenører og leverandører.
  • Sikre vidensdeling, udvikling og det konstruktive samarbejde i drifts- og byggeafdelingen med organisationens øvrige afdelinger, samt med andre interne og eksterne parter.

Vi forestiller os, at du er….
Uddannet ingeniør, arkitekt eller bygningskonstruktør med minimum 5 års erfaring gerne fra rådgiverbranchen og eventuelt suppleret med en efteruddannelse. Du har en solid forståelse for projektledelse og har lysten til at udvikle dig og Civica indenfor denne disciplin. Du sidder måske i en bygherrerådgivestilling eller projektlederrolle i dag, og ønsker at tage det næste skridt i din karriere som bygherre.

Du har en bred indsigt i byggeriets faser, og har på den ene eller anden måde haft berøring med alment byggeri. Du besidder gode kommunikations- og forhandlingsevner, og som person fremstår du robust og handlekraftig. Og så kan du bevare overblikket, og arbejde effektivt og struktureret.

Uanset baggrund har du en solid erfaring med økonomistyring, og et godt kendskab til planlægning, processer og nyeste AB- og udbudslovgivning. Det er en fordel hvis du har en erfaring med bæredygtigt byggeri evt. DGNB. Kørekort er en forudsætning.

Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte: Direktør for Byggeri, Drift & projektudvikling Britt Kielstrup Hansen på tlf.: 21 89 77 61.

Du kan se mere om, hvordan Civica arbejder med bæredygtighed, når vi bygger, her: Civica - bæredygtig byudvikling - YouTube

 

Civica er Fyns stærke almene boligorganisation med mere end 12.000 boliger fordelt i 131 boligafdelinger. Vi vil være det oplagte boligvalg skabt gennem et varieret udbud af boliger og god beboerservice. Vores boligudvalg spænder bredt fra ungdomsboliger og familieboliger til seniorbofællesskaber fordelt ud i flere af de fynske kommuner. Hos Civica er vi fremtidsorienterede og forandringsparate. Vores mål er kontinuerlig vækst og udvikling af vores boliger og boligområder.

Der er ca. 200 medarbejdere hos Civica - du kan læse mere om boligorganisationen på civica.dk.

Få lignende jobopslag direkte ind i din mail

Ansøg

Ansøg på hjemmeside
Datoer
Oprettet: 8. september 2022
Ansøgningsfrist: Løbende optagelse
Forventet start: Hurtigst muligt
Arbejdsgiver
Civica
Thomas B. Thriges Gade 24
5000 Odense C
Odense Kommune, Danmark