Funktionsleder til Maskinværkstedet – Bygningsdrift og -service (BDS), OUH

Vil du lede et stærkt teknisk team og være med til at sikre, at et af Danmarks største hospitaler altid fungerer optimalt? Vi søger en funktionsleder til Maskinværkstedet i Odense, hvor du får ansvaret for 20 engagerede medarbejdere og en central rolle i udviklingen frem mod Det nye OUH.

Din rolle
Som funktionsleder får du både fagligt og personalemæssigt ansvar for Maskinværkstedet, hvor klejnsmede, maskinarbejdere og serviceteknikere løser opgaver inden for:

  • Servicering af steriliserende maskiner.
  • Vedligehold og reparation af operationslejer, senge og andet kørende materiel.
  • Man vil indgå i et funktionslederteam sammen med 5 andre funktionsleder.
  • Villig til at indgå i en beredskabsvagt hver 8 uge fordelt mellem 8 kollegaer.

Du vil stå for den daglige drift, medarbejderudvikling og koordinering på tværs af afdelingen, samtidig med at du håndterer administrative opgaver som lønregistrering og fakturabehandling. Rollen er tæt på både drift og medarbejdere, og du indgår i et ledelsesteam, hvor samarbejde og tværgående opgaver fylder meget.

Om Bygningsdrift og -service (BDS)
BDS er en af OUH’s serviceafdelinger med ca. 160 medarbejdere på matriklerne i Odense, Svendborg, Nyborg og Ærø. Vi har ansvaret for alle driftstekniske opgaver og er i drift døgnet rundt – året rundt. Vores opgave er at sikre en sammenhængende, tværgående og professionel service, der understøtter OUH’s kerneydelse. Samtidig sørger vi for, at bygninger, installationer og udearealer fungerer optimalt og fremstår indbydende, så patienter, pårørende og medarbejdere altid føler sig ventede og velkomne.

BDS er en del af Servicecentret på OUH, som også rummer Logistikafdelingen, Rengøring og Hospitalsservice samt Forberedelse og Flytning. Du bliver dermed en del af et bredt tværgående samarbejde på tværs af flere serviceområder.

Vi søger dig, der:

  • Har en teknisk baggrund inden for håndværkerfaget, fx som maskinmester, ingeniør eller lignende.
  • Har ledelseserfaring og gerne en formel lederuddannelse.
  • Er resultatorienteret – men uden af glemme processen.
  • Har indsigt i servicering og vedligehold af komplekse tekniske anlæg og materiel.
  • Kan styre projekter og har kendskab til økonomi og budgetter.
  • Har erfaring fra en stor kompleks organisation med mange snitflader.
  • Leder med tydelig retning, evne til at skabe følgeskab og blik for forandring.
  • Gerne har erfaring i arbejde med Dalux FM system

Som person er du:

  • Struktureret og god til at bevare overblik i travlhed.
  • Udadvendt med stærke kommunikationsevner – både skriftligt og mundtligt.
  • Du formår at kombinere gennemslagskraft med evnen til at få mennesker med dig.
  • Motiveret af at udvikle både medarbejdere, processer og dig selv.

Vi tilbyder:

  • Et spændende lederjob med stort ansvar og indflydelse.
  • Mulighed for at præge driften og udviklingen frem mod Det nye OUH.
  • Et tværfagligt miljø med høj faglighed, professionalisme og uformel tone.
  • Fokus på forbedringsledelse gennem ”Den Syddanske Forbedringsmodel” (LEAN).

En arbejdsplads, hvor vi arbejder for, at patienter, pårørende og medarbejdere føler sig ventet og velkommen

OUH er Patientens Universitetshospital i Region Syddanmark. Vi varetager behandling af patienter i hospitalets nær- og regionsområde og modtager patienter fra hele landet med behov for højt specialiseret behandling inden for en række områder.

OUH dækker 10 % af aktiviteten i det danske sygehusvæsen og er et af landets største sygehuse med et budget på 8,7 mia. kr., 80.000 indlæggelser og 800.000 ambulante besøg hvert år. Vi er ca. 10.000 medarbejdere, og hospitalet er beliggende i Odense, Nyborg, Svendborg og på Ærø.

Få lignende jobopslag direkte ind i din mail

Ansøg

Ansøg på hjemmeside
Datoer
Oprettet: 18. september 2025
Ansøgningsfrist: 10. oktober 2025
Forventet start: Hurtigst muligt
Arbejdsgiver
Region Syddanmark
J. B. Winsløws Vej 4
5000 Odense C
Odense Kommune, Danmark