Byggeleder til markedet for private investorer og projektudvikling søges til bygherrerådgivning

Vil du være med til at lede byggeprocesser med fokus på at opnå resultater gennem samarbejde, faglig stolthed og godt partnerskab? I Kuben Management A/S søger vi en bygherrerådgiver med flere års erfaring fra enten rådgiver- eller entreprenørbranchen.

Sammen bygger vi fremtiden

Som bygherrerådgiver hos Kuben Management arbejder du for at skabe et bygget miljø, hvor mennesker trives og lykkes, og du er med til at sikre, at vores vision om at være den foretrukne samarbejdspartner bliver ført ud i livet. Du udvikler og leder byggeprojekter baseret på værdiskabende partnerskaber, viden og tværfaglighed, og du er drevet af en ambition om at sammentænke økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed fra den spæde idé til det færdige byggeri.

Kuben Management A/S er i konstant udvikling, og vi søger derfor endnu en kollega til at stå i spidsen for vores projekter med fokus på at opnå resultater gennem samarbejde og stærke faglige kompetencer.

Dine muligheder - Sammen er vi stærkest
Kuben Managements BYR-afdeling i København er målrettet kunder på det private investor- og projektudviklings­marked. Vi arbejder på spændende projekter, som vi skal hjælpe vores kunder med at gennemføre.

Som medarbejder hos os får du mulighed for at blive en del af en netværksorganisation, hvor det at være bygherrerådgiver er i højsædet og hvor sparring og videndeling netop er en fast bestanddel af vores arbejde, da vi med vores fælles kompetencer står stærkest. 

Du får mulighed for at sætte dit præg på fremtidens byggerier og gøre en forskel - både for din bygherre, for miljøet og for det byggede miljø. I en virksomhed med brede rammer for dit arbejde, store ambitioner, fleksible arbejdstider og masser af kompetente kollegaer med forskellige baggrunde, kommer du til at færdes i et fagligt stærkt og alsidigt arbejdsmiljø.

Din primære funktion vil blive at lede byggeprocesser i udførelsesfasen ved at være bygherrens rådgiver under udførelsen og på bygherres vegne følge tid, kvalitet, økonomi og samarbejdet på pladsen tæt.

Derudover vil din hverdag byde på mindre opgaver i forbindelse med teknisk bygningsgennemgang, kvalitetssikring af tekniske rådgiveres projektmateriale, økonomi og risikovurderinger i forhold til valg af metoder og materialer i byggerierne. 

Vores projekter er varierende i størrelse, kompleksitet og varighed, du vil derfor altid være tilknyttet mere end et projekt ad gangen. 

Se film om byggeriet på Nyborg Midtermole her

Hvad skal der til?

Du arbejder med et højt ambitionsniveau i forhold til at aflevere et byggeprojekt til tiden, uden mangler og inden for det afsatte budget. Du har stor ansvarsfølelse både i forhold til dine projekter og overfor dine samarbejdspartnere. Udover din forståelse for de økonomiske og forretningsmæssige aspekter i projekterne, afspejles din ansvarsfølelse også i dit samspil med dine kollegaer på tværs af organisationen samt igennem en sikker og professionel kommunikation med alle involverede parter.

Du har erfaring med kontraktstyring efter byggeriets aftalesystem og har erfaring med at varetage rollen i kontrakt- og udførelsesfasen. Du er vant til at arbejde på markedet for private investorer og til at lede byggeprojekter. Vi forestiller os, at du f.eks. er uddannet ingeniør eller konstruktør,  har erfaring som bygherrerådgiver, og at du trives med at have ansvaret for at eksekvere.

Du bliver en del af et dedikeret bygherrerådgivningsfirma med ca. 145 kompetente fordelt på tre kontorer i København, Kolding og Aalborg. Vi arbejder i et tværfagligt miljø på tværs af landet, men din daglige arbejdsplads bliver på vores kontor i København, hvor du bliver en del af en afdeling med 24 engagerede kollegaer. Vi er omkring 90 medarbejdere på kontoret, som sidder i et åbent kontorlandskab, hvor der er plads til sparring, humor og vidensdeling. Vi har kantineordning, massageordning og fælles fredagsmorgenmad, som bidrager til et godt arbejdsmiljø. Der holdes jævnligt faglige og sociale arrangementer, julefrokost og sommerfest samt en fælles udviklingsdag for alle medarbejdere i Kuben Management. Vi har også en aktiv personaleforening, der arrangerer alt fra mountainbiketure, kulturelle indslag og escape room-events til vin- og cidersmagning.

Kuben Management tilbyder sine medarbejdere gode udviklingsmuligheder, og vi har en uformel kultur, hvor viden, udvikling, samarbejde og faglighed er i højsædet. Vi prioriterer trivsel og gode arbejdsforhold højt og har et godt kollegialt og fagligt samspil, ligesom vi altid gør os umage for at tage godt imod nye kollegaer.

Hvis du vil vide mere, kan du kontakte afdelingsleder Henning Backe på mobil 6124 4263.

Se mere om os på www.kubenman.dk.

 

Få lignende jobopslag direkte ind i din mail

Ansøg

Ansøg på hjemmeside
Datoer
Oprettet: 22. april 2021
Ansøgningsfrist: Løbende optagelse
Forventet start: Hurtigst muligt
Arbejdsgiver
Kuben Management A/S
Ellebjergvej 52
2450 København
Københavns Kommune, Danmark