Beredskab Øst søger beredskabs-/ viceberedskabsinspektører

Vi bestræber os på at være et af Danmarks førende beredskaber, hvor hverdagen er alsidig, og hvor værdierne samarbejde, innovation, kompetencer, kvalitet og ansvar kendetegner dagligdagen og medarbejderne.

Vil du være en del af os, så grib chancen nu!
Fra årsskiftet ændrer vi vores vagtform, så indsatsledervagten bliver som døgnvagt. Det betyder, at vi skal have frigjort nogle holdleder-/brandmestervagter, og søger derfor 3-4 vice-/beredskabsinspektører, der skal fungere som holdleder/brandmester i det operative virke, men som også skal være med til at understøtte vores driftsorganisation, brandforebyggelse eller operative udvikling og uddannelse. På sigt vil der for rette kandidater være mulighed for også at kunne varetage funktionen som indsatsleder.

Om Beredskab Øst
Vi er ca. 30 ansatte, der i tæt samarbejde med ca. 160 brandfolk i Falck sikrer den daglige tryghed for knap 300.000 indbyggere i 5 kommuner med globale virksomheder og komplekst byggeri, som betjenes fra fire døgnbemandede brandstationer i henholdsvis Ballerup, Gladsaxe, Gentofte og Lyngby.

De ansatte er i overvejende grad en del af det operative beredskab, og varetager opgaven som holdleder og/eller indsatsleder på delt døgn- og dagvagt. Hovedparten af medarbejderne har sideløbende arbejdsopgaver inden for bl.a. brandsyn, undervisning og kompetenceudvikling.

Den stærke og kompetente operative profil
Du har erfaring fra virket i beredskabet og gerne på holdlederniveau. Vi forventer, at du er faglig dygtig, har gode samarbejdsevner og masser af mod på at løse opgaver på nye og spændende måder.

Du har et højt engagement, vil gøre en forskel og er indstillet på at være i konstant udvikling. Du er i dagligdagen et foregangsbillede for dine kollegaer og samarbejdspartnere.

Du kan arbejde struktureret og kan selvstændigt søge viden inden for dit ansvarsområde. Du kan planlægge samt eksekvere på egne opgaver, herunder indgå i tværgående projekter i organisationen.

Det vil vægte, hvis du har en relevant civil uddannelse, og har en solid undervisningserfaring indenfor det beredskabsfaglige område.

Du er god til at udtrykke dig mundtligt såvel som skriftligt, og du skal være indstillet på en del af virket eksempelvis vil være at skrive internt undervisningsmateriale, operative forhold, temahæfter og lignende.

Er du en profil med en civil byggeteknisk uddannelse og har erfaring inden for det brandforebyggende område, så har vi også opgaver, der ville kunne passe til sådan en profil. 

Du kommer til at fungere som holdleder/brandmester på døgnvagt på en af vores 4 brandstationer (ca. 50 døgnvagter om året). De resterende timer skal du have som dagvagter, hvor du understøtter vores driftsorganisation, brandforebyggelse eller operative udvikling og uddannelse. For den rette profil med indsatslederkompetencer, der gerne vil kombinere funktionen som holdleder/brandmester med funktionen som indsatsleder, så vil dette være en mulighed efter en konkret aftale. Normering af vagter som henholdsvis indsatsleder og holdleder/brandmester vil ved kombination kunne drøftes individuelt.

For profilen gælder det, at du synes det beredskabsfaglige område er spændende og er nysgerrig på at blive udviklet inden for dette område.

Løn og ansættelsesvilkår
Der er tale om en fuldtidsstilling, og aflønning sker efter gældende overenskomst og efter principperne i Ny Løn.

Der er aftalt flekstidsordning, hvor der er stor grad af frihed til, at medarbejderne selv planlægger arbejdstiden. Der er betalt frokostpause, fri uniform og flere personalegoder.

Dit daglige tjenestested bliver på en af vores fire brandstationer, men du vil også have en tilknytning til brandstationen i Gladsaxe, Vandtårnsvej 59, 2860 Søborg, hvor kompetencecenter, administration og ledelse er placeret.

Ved ansættelse i stillingen skal straffeattest afleveres, ligesom det er en forudsætning, at du kan klassificeres som hemmelig. For varetagelse af det operative virke skal du kunne gennemføre en fysisk test. Disse forhold skal kunne opretholdes gennem hele ansættelsen.

Få lignende jobopslag direkte ind i din mail

Ansøg

Ansøg via e-mail
Datoer
Oprettet: 12. september 2024
Ansøgningsfrist: 1. november 2024
Forventet start: 2. januar 2025
Arbejdsgiver
Beredskab Øst
Vandtårnsvej 59
2860 Søborg
Gladsaxe Kommune, Danmark