Undervisere til murerfaget

Er du en dygtig, erfaren murer med fuldstændigt styr på teknikker, materialer og et sikkert blik på den teori, der ligger bag? Og kan du begejstre andre for dit fag? Så er jobbet som underviser på mureruddannelsen på Syddansk Erhvervsskole i Odense eller Vejle sikkert interessant for dig!

Vi søger undervisere til mureruddannelsen, hvor du i samarbejde med dine kolleger i teamet skal uddanne fremtidens dygtige murersvende på erhvervsuddannelsen og EUX-elever, der gennemfører mureruddannelsen kombineret med fag på gymnasialt niveau. Begge uddannelser veksler mellem undervisningsforløb på skolen og praktik i virksomheder.

Jobbet
Du skal følge nye, unge murere på vej og du kommer til at undervise på både grundforløb og hovedforløb på erhvervsuddannelserne samt i de murerfaglige områder på EUX enten i Vejle eller i Odense. Kvalitetssikring og implementering af ny teknologi med relation til murerfaget er ligeså vigtige elementer i uddannelsen som de kendte og profilerede håndværksmæssige discipliner.

Vi arbejder i kreative lærerteams, hvor du vil få masser af spændende udfordringer og rige muligheder for at præge udviklingen af uddannelsen både på det faglige og det pædagogiske område.

Du bliver kontaktlærer for elever på holdene. Det indebærer løbende opfølgningssamtaler, hvor vi vægter den faglige og sociale dimension og at eleverne tager ansvar.

Ansøgerprofil
Du er faglært murer og mestrer selv teknikkerne. Vi lægger vægt på, at du har aktuel erfaring med materialerne og kender den teori, der ligger bag. Du skal have mindst 5 års erfaring som murersvend og relevant uddannelse på videregående niveau f.eks. byggetekniker eller byggekoordinator. Vi forventer, at du arbejder rutineret i AutoCAD og er fortrolig med it generelt. Desuden har du gymnasial baggrund eller fag på flere gymnasiale niveauer.

Du skal være fleksibel og parat til at formidle dit fag til elever, der arbejder med forskellige opgaver på flere, faglige niveauer på det samme hold.

Vi forventer, at du tager din mulighed for indflydelse alvorligt. Det gælder for eksempel indhold i uddannelsen, planlægning af aktuelle forløb og de mere langsigtede tiltag. Du har lyst til at udfordre og blive udfordret – både personligt og fagligt.

Det er en fordel, hvis du har undervisningserfaring evt. fra anden underviserstilling eller frivilligt arbejde.

For den rette ansøger, der måske mangler visse formelle forudsætninger, udarbejder vi sammen en plan om din videreuddannelse efter ansættelsen.

Om ansættelsen
Stillingerne er på fuldtid med løn, pension og ansættelse i henhold til Undervisningsministeriets bekendtgørelse i tjenestemandslignende stilling. Aflønning sker på basisløntrin 1-7 i henhold til central aftale. Begyndelsesløn forhandles i henhold til lokal aftale efter en vurdering af blandt andet tidligere undervisningserfaring.

Hvis du ikke allerede har tilstrækkelige, pædagogiske forudsætninger skal du senest efter 4 års ansættelse have erhvervet diplomuddannelse i erhvervspædagogik eller voksenunderviseruddannelsen efter skolens vurdering. Den pædagogiske diplomuddannelse indgår i ansættelsen.

Tiltrædelse den 1. januar 2019 eller efter aftale. Arbejdssted er i Odense eller Vejle. Alle interesserede med relevant ansøgerprofil opfordres til at søge. 

Yderligere oplysninger
Du er meget velkommen til at ringe til afdelingsleder Allan Nielsen i Odense på telefon 2910 1888 eller til afdelingsleder Kasper Esager i Vejle på telefon 2270 1314.

Ansøg

Ansøg på hjemmeside
Datoer
Oprettet: 31. oktober 2018
Ansøgningsfrist: 18. november 2018
Forventet start: 1. januar 2019
Arbejdsgiver
Syddansk Erhvervsskole Odense-Vejle
Petersmindevej 1A
5000 Odense C
Odense Kommune, Danmark