Projekteringschef

Har du nogle års erfaring fra entreprenør- eller rådgiverbranchen, og har du mod på at blive udfordret i en virksomhed, hvor du vil få stor og afgørende indflydelse på virksomhedens udvikling på det danske marked? Så er en stilling som projekteringschef hos BAM Danmark måske lige det næste skridt i din karriere.

BAM Danmark er en del af en stor international entreprenørkoncern, hvor der er rig adgang til faglig sparring og udvikling samt adgang til state of the art praksis indenfor projektering og styring af byggerier.

Vi ønsker nu at udvide vores stab af dygtige projekteringschefer, da vi har en høj tilbuds- og projekteringsaktivitet og søger derfor en ny kollega, der kan og vil løfte projekteringsopgaver af forskellig sværhedsgrad indenfor erhvervs- og institutionsbyggeri.

Jobbet

BAM Danmark fokuserer på byggeri under forskellige udbudsformer, herunder total- og hovedentrepriser, udviklingsprojekter samt OPP. Som projekteringsleder vil du typisk være involveret i totalentrepriseprojekter med budgetter på op til 500 mio. kr. i København og på Sjælland.

I designprocessen får du ansvaret for at skabe godt samarbejde og optimal koordinering mellem bygherre, projektleder, rådgivere, leverandører, produktionsledere og mange andre med henblik på at skabe et godt produktionsgrundlag.

Du sikrer som projekteringschef, at projekteringen forløber til rette tid og i rette kvalitet, at tegninger og materiale opfylder gældende krav til kontrakter og lovgivning, og endelig i samarbejde med sagens projektchef, at budgetterne overholdes.

Med din åbne og dialogbaserede tilgang til projekter og mennesker, styrer og koordinerer du de forskellige typer af interessenter i projekterne, og du bidrager dermed til at sikre gode og vedvarende relationer til kunder og samarbejdspartnere.

Dig

Du har erfaring med projekteringsledelse og besidder en høj byggeteknisk faglighed, der dækker alle byggeriets faser. Du udviser kreativitet og mestrer også at se den skæve vinkel i alle projektfaser; fra lokalplan til færdigt byggeri.

Du er ambitiøs, både på egne og kollegaers vegne, og sammen med dit team er du i stand til at sikre, at virksomheden realiserer sine mål og skaber de ønskede resultater.

Som person er du samarbejds- og resultatorienteret, og du går forrest og skaber struktur og sammenhæng. Hvis du samtidig er en kulturskaber med en naturlig interesse for kollegaer og personer omkring dig, er du lige den, vi leder efter.

Vi tilbyder

En sjælden karrieremulighed for at komme til at udgøre en reel og betydende forskel i en virksomhed med et stort potentiale.

Vores organisationsstruktur er flad, og stillingen indeholder store muligheder for personlig og faglig udvikling. Vores beslutningsprocesser er korte og effektive. Vores organisation er ung og uden ’hellige køer’, og den rette kandidat vil i et meget vidt omfang selv kunne designe og videreudvikle jobindholdet.

I dagligdagen lægger vi vægt på en afslappet omgangstone og plads til forskellighed, samt at der er balance mellem arbejde og fritid.

Dertil kommer selvfølgelig en konkurrencedygtig lønpakke.


Om BAM Danmark A/S

Entreprenørvirksomheden BAM Danmark A/S er en del af hollandske Royal BAM Group med mere end 20.000 medarbejdere og en årlig omsætning på over 50 mia. kr.

BAM Danmark har været godt i gang på det danske marked i godt 5 år og er i en rivende udvikling indenfor byggeri i både privat og offentlig regi. Som virksomhed har BAM Danmark en åben og uformel omgangstone med fokus på samarbejde, udvikling, ejerskab og troværdighed som de bærende værdier.

Få lignende jobopslag direkte ind i din mail

Ansøg

Ansøg via e-mail
Datoer
Oprettet: 4. april 2019
Ansøgningsfrist: Løbende optagelse
Arbejdsgiver
BAM Danmark A/S
Tobaksvejen 25
2680 Søborg
Gladsaxe Kommune, Danmark