Entrepriseleder – tekniske fag

Teknikområdet udgør en større og større del af den samlede entreprise på bygge– og renoveringsprojekter. Vi søger derfor en entrepriseleder med erfaring inden for ventilation, VVS og el til styring og koordinering af alle tekniske fag. Vi vil særligt gerne i kontakt med entrepriseledere, der har projekterne som den helt centrale drivkraft for deres arbejde.

Du bliver en del af Renovering, som er en velfungerende og succesfuld afdeling, der har vundet talrige store renoveringsopgaver gennem stærkt samarbejde med kunder, kolleger og samarbejdspartnere. Du kan se frem til at blive en del af et fagligt kompetent og innovativt team. Organisatorisk hører afdelingen under forretningsområdet Byggeri Øst, der beskæftiger sig med byggeprojekter, herunder både bolig- og erhvervsrenovering. 

Opgaver & ansvarsområder
Du skal være indstillet på at tage aktivt del i projekterne, hvor du arbejder tæt sammen med det øvrige projektteam, og sammen skal I sikre en effektiv og produktivitetsfremmende proces. Som entrepriseleder får du en varierende arbejdsdag hvor du er ansvarlig for de tekniske fag.

Dine primære arbejdsopgaver bliver:

  • at sikre, at kundens behov og forventninger fastsættes og opfyldes med det formål at styrke kundetilfredsheden
  • at sikre kvalitet fra start til slut i projektet og stå for overdragelsen af driftsfasen til bygherre og dennes bruger
  • at deltage i Commissioning
  • at sikre ledelsen og koordineringen af teknikområderne med interne og eksterne rådgivere, herunder relevante myndigheder


Du bliver tilknyttet vores hovedkontor i Søborg, men geografisk dækker vores division projekter på hele Sjælland. Helt konkret bliver dit første projekt et stort renoveringsprojekt i Gladsaxe. 

Vi tilbyder

I MT Højgaard vil du blive en del af en organisation med et højt fagligt kompetenceniveau. Vi har masser af inspirerende og komplekse opgaver, som du bliver en del af, og dine kolleger er både ambitiøse og kompetente. Derudover er der rig mulighed for at blive videreuddannet og udvikle dig fagligt med udgangspunkt i din egen personlige udviklingsplan.

Om dig

Vi forestiller os, at du er uddannet ingeniør inden for de tekniske fag, maskinmester, installatør eller anden relevant uddannelse, gerne suppleret med en håndværksmæssig baggrund. Du har erfaring med ovennævnte ansvarsområder og besidder en bred viden inden for de forskellige tekniske installationer, der indgår i bygge– og renoveringsprojekter. Kendskab til it-programmerne Dalux & Byggeweb er en fordel.

Derudover lægger vi vægt på, at du som person:

  • brænder for at udvikle dig fagligt såvel som personligt
  • motiveres af at videndele med andre inden for dit faglige felt
  • fungerer godt i teamsamarbejde, men samtidig trives med at løse selvstændige opgaver

 

MT Højgaard er en af Nordens førende bygge- og anlægsvirksomheder. Vi skaber de rum, vi lever, arbejder og bevæger os i, og det har vi gjort i 100 år. I dag kombinerer vi vores praktiske viden med avanceret teknologi, og vi insisterer på samarbejde, som bygger på dialog, nysgerrighed, mod og entusiasme. MT Højgaard er en del af MTH GROUP. Koncernens 3.900 medarbejdere har fokus på produktivitet, bæredygtighed, intelligente løsninger og kvalitet. Mød os på mth.dk.

Få lignende jobopslag direkte ind i din mail

Ansøg

Ansøg på hjemmeside
Datoer
Oprettet: 6. marts 2019
Ansøgningsfrist: 31. marts 2019
Arbejdsgiver
MT Højgaard
Knud Højgaards Vej 7
2860 Søborg
Gladsaxe Kommune, Danmark